Ønsker du også et mere frit og grønnere familieliv?
Et liv der ikke er bundet op på hamsterhjulet?
Så overvej, hvordan din og familiens hverdag kan blive mere bæredygtig.
Økonomisk bæredygtighed
Hvordan sidder I økonomisk? Er huslejen dyr, er der for meget transporttid, bruger I for mange penge på bestemte ting som bare er “rare” at have?
Det kan være en stor mundfuld, men tag en ting ad gangen.
Læg først et budget og find en app som kan hjælpe med at kortlægge forbruget, f.eks. Spiir. Så kan du løbende finde ud af, hvordan der kommer flere penge ind end ud som på sigt kan give jer mere frihed.
Dyrere vaner
Hvis I gerne vil være mere frie, så skal der slippes en del dyre vaner. Det betyder ikke, at man ikke stadig må tage på ferie. Men i stedet for All Inclusive Charterrejsen, så genopdag lokalområdet eller tag på mindre ture i det danske land. Det handler blot om at være kreativ.
I teorien behøver man ikke mere end en sovepose og et liggeunderlag og en bil eller cykel. Det kan man komme ganske langt med, da der både er shelters og mulighed for at sove under åben nattehimmel.
Har man allerede et telt liggende, så tag det og f.eks. en trangia med, så kan I få et fantastisk eventyr uden det behøver at koste det store.
Genbrug
Øv jer i at tjekke genbrugsapps, når I søger nyt. F.eks. børnetøj kan fås til meget lave priser på appen Reshopper eller hos Børneloppe-butikkerne. Her har du også mulighed for at sælge ud af de gamle (pæne) ting som ungerne er vokset ud af.
Til de voksne kan Trendsales, DBA og Tise anbefales. Her kan der både findes tøj, ting og alt midt i mellem.
Madplaner
Det kan sagtens virke lidt besværligt i starten. Og der kan nemt være perioder, hvor man ikke lige får det gjort. Men vil du nemt kunne spare nogle penge og samtidig gøre noget godt for miljøet, så begynd at lave madplaner.
- Du kan nøjes med at handle 1-2 gange om ugen (og derved mindre CO2, hvis du tager bilen til dagligvarebutikken hver 2. dag)
- Du kan købe “stop madspildsvarer” – eksempelvis køb en eller flere TooGoodToGo-poser om søndagen. Tag hjem og lav madplanen ud fra den. Så handler du mandag efter arbejde og så har du en billig menu til hele ugen. Det du ikke får brugt fra posen, kan eventuelt lægges i fryseren.
- Vær kreativ med dine madrester. En rest havregryn kan blive til et par pandekager, grøntsagsrester kan genbruges i suppe eller smoothies. Skræller fra grøntsager kan koges ind til grøntsagsfond.
- Det er svært at komme igang med madplaner, så find inspiration hos nogle af de store blogs som hver uge lægger gratis madplaner op, f.eks. SundPåBudget
Hvordan har du fået et mere grønt familieliv?